Jetlag

JETLAG
Fortættede fortællinger -- DOMINO 2
af Alan Hammerlund



Bevægelse er en matematisk umulighed




ARVESTYKKE

På det hvidskurede toilet skær han sig ind under øjenhulerne med en aflang spejderkniv, der er et arvestykke fra hans altid smilende onkel. Der kommer ikke noget blod, så vidt han kan se. Til gengæld kan han mærke sin hjerne sprudle som et springvand, der vælter ned over ansigtet og ind bag læberne og skjortekra­ven. Det smager sødt og jernagtigt, og kildrer forfriskende på brysthuden.



SOLSORT

Jeg tog livet i lommen, og gik en tur.
Først mødte jeg en lille afpillet solsort, der sad på fortovet og stak i sine sår.
- Jamen, hvad er den af lille solsort, du har jo næsten ingen fjer tilbage på din lille krop; har du været oppe at slås?
- Ja, det var den fede hund fra hjørnebutikken, som løb løs, og umotiveret slog mig med dens logrende hale, og bagefter pissede på mig i glæde.
- Nå for Søren, jeg må hellere tale med hundens herre.
Derefter slog min krop retningen ned til hjørnebutikken.
- Hør her hr. hjørnebutiksejer, det går ikke at De lader deres hund løbe løs, når den ikke kan styre sig.
- Nej jeg ved det godt, men jeg ved nu heller ikke hvor den er henne af.
- Kom, sagde jeg, så går vi ud og finder den. Jeg tog ejeren på nakken, for nu skulle der orden i sagerne.
Vi kom til en stor plads med cykelstativer, legeredskaber, og en ældre kvinde i slidt uldfrakke.
- Undskyld, De skulle vel ikke have set en hund?
- Jo, den løb den vej, men ærlig talt, så virkede den lidt løs på tråden, så måske tager jeg fejl!
- Så længe vi arbejder forsvarligt er der ikke tale om fejltagelser, sagde jeg. Fra min nakke råbte hjørnebutikkens hundeejer:
- Du har så sandelig ret, for dér er den, hunden.
Jeg tog mit foldegevær frem, udfoldede dets længde, rettede geværkolben mod hunden, og sagde:
- Vagt i gevær!
Hunden standsede øjeblikkeligt, hundeejeren hoppede ned af min nakke, og søgte ly bag nogle cykelstativer, og jeg gik tættere på hunden, mens jeg manende messede:
- Slemme hund, slemme hund, hvor har du været, og hvad har du at sige til dit forsvar?
Hunden krøb sammen, krøllede den logrende hale ind under maven, og kiggede underdanigt op i min geværmund med overdrevent bedende hundeøjne.
- Så svar dog, eller jeg skyder!
- Piiv!
- Det var sgu da også noget af et svar, sagde jeg.
- Jamen det var ikke med vilje, jeg er jo bare en hund, sagde hunden.
- Nej nej, min fine ven, den går ikke, jeg vil ikke høre nogle undskyldninger, her er det forklaringer som skal frem.
- Det er fordi jeg keder mig.
- Derfor behøver du da ikke pisse på en lille solsort, der (parentes bemærket) er langt mindre en dig.
- Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal lave!
- Er det virkeligt sådan et hundeliv du fører?
- Ja, jeg er træt af livet.
Sidste sætning gav udslaget, "stakkels hund", tænkte jeg, og skød den død. Hunde- og hjørnebutiks-ejeren sprang frem fra sit cykelstativskjul, og lagde sig plaskende og hulkende oven på hunden, mens han skiftevis kælede for og slog i den sjæleforladte pels.
Jeg gik derfra med sammenklappet gevær og nedsunkne skuldre, som en solsort satte sig på.



FERSKEN-SKIND

Fire drenge med guldkæder står i Kongens Have og plukker ferskener.
- Det kan I ikke, siger socialpædagogen, der gror ikke ferskener her.
De giver hende fuck-fin­geren og skriver cop-killer på en betonvæg.



UDENFOR SNER DET

Hun putter mascara på, hun kæler for tanken om at møde den rigtige mand på det rigtige tidspunkt, på det rigtige sted. I huset ved siden af sidder han foran kaminen og renser negle med tænderne, og varmen fra ilden stiger ind under huden. Telefonen ringer, den automatiske stemme svarer:
- Jeg hedder det og det, og er ikke hjemme, og du må gerne ligge en, og så ringer jeg til...
De ved begge to, at i virkeligheden er de aldrig hjemme i virkeligheden. Uden for sner det.



HAVETS LYD

Alt er skildpadder. Hendes øjne har former som skild­padder, hendes udslet på ryggen, hendes baller, hendes mave, hendes kinder og sågar hendes fødder. Det er det værste - fod-skildpadderne. De er ikke til at gå på. Vabler og hårdhud tårner sig op i en evig fremadstræ­ben. Og hun må file. Så skildpadderne skriger. I sengen klør hun den ene skildpaddefod med den anden. Og kløen fortsætter med kriblende skild­paddefødder på stedet. Hun vinker farvel til søvnens skib, svinger stængerne over kanten, og stabler sig op på sine skjoldede fødder. I køkkenet fylder hun en balje med feberhed væske. Under stueurets statiske tikken placerer hun de pansrede baller i stolesædet og plumper skild­paddefød­derne ned i det lille cirkel­hav. Nu er det kun et spørgsmål om tid.



HANDEL

I en butik, på hjørnet, i storbyen, med flossede markiser. En mand kommer ind. Kigger rundt i lokalet. Og ser en ting han gerne vil købe.
- Jeg vil gerne købe den ting, siger han til en person, der kunne være eks­pedient.
- Ja, så gerne hr., siger personen. Skal tingen pakkes ind?, spørger personen.
- Nej tak, De venter på mig, svarer manden.
- Ja, så er det da også bedst, at De tager den som den er, svarer personen.
- Ja ikke sandt, siger manden.
- Jo bestemt, siger pers..
- Må De have en fortsat god dag, siger manden til personen.
- Jo tak, og i lige måde, da, siger personen.
- Tak tak, siger manden, og far­vel.
- Farvel farvel.
På et hjørne i en storby står manden og spiser tingen med det samme.



LIBERALISME

Han sætter sig ind i en Ford Mustang, og giver den gas, og flygter ad landeveje med blå lys fra tomme tankstationer.
Orange cigaretter ryger sig selv op i bilens hjerte. Landevejene maler udråbstegn i et væk, og søvnsten gnaver i hans horn­hinder.
Han stopper på en par­keringsplads af rødt grus, skruer op for ­bilradioen og slår sin manke af stråhår til side og skråler­:
- Baby you can light my fire!
Bildørene river sig løs, øjenlågene falder ned og kroppen lukker sammen i en rus af træthed.
En tandløs indianer med baseball-kasket tænder et bål af sin fredspibe, og siger:
- Sæt dig ned og hvil - i morgen låner du mit vindue.
Den lysende rygrad knækker over natten, en bibel brænder i bagagerummet.





PIGEDANS

Hun kommer ind i det røde rum, med dukken i hånden. Drejer hovedet rundt og stiller sig foran hylden. Hestebøger, glas­figurer og et par mapper med glans­billeder bliver skubbet sammen og hun sætter dukken ind på hylden mellem sine fineste sager. Af sine frynsede trusser klipper hun en hagesmæk, og binder den stramt om halsen på dukken. Der må ikke spildes når der spises eller drikkes. Hun reder dukkens silkebløde nylon­hår og klipper spidserne af. Alle spidser bliver slidte med tiden.
Hun kigger ned af sin lyserøde skjortes knap­perække og er tilfreds med det hun ser. Ingen kan sige at hun ikke er klædt rigtigt på. Sorte silkebuk­ser med pressefolder, hvide laksko med diskrete guldspænder, og i toppen et snehvidt viskose-tørklæde med knopsky­dende rosenlandskaber.
Som en dukke der nyder at se sit eget spejl­billede drejer hun hovedet langsomt rundt og går over til vinduet. Hun klatrer med ret ryg op på den hvid­malede træstol og videre op i vin­dueskarmen. Hun drejer i håndtaget, skubber vinduet fem centi­me­ter ud og løfter den lille me­talslå i højre side af karmen og åbner vinduet for fuld gab. Det er lang tid siden hun har oversteget barnesi­krings-stadiet, siger hun til dukken og sætter sig tilrette i karmen.
Udenfor fløjter en solsort, og guldregnen og rønnebærbu­sken blomstrer om kap. På den anden side af hækken, løber villa­vejens asfalt som en stille sølvgrå flod. En mand med en sort lædertaske på styret cykler forbi. Han kigger lige frem for sig, og for hvert tråd i pedalerne vipper han frem og tilbage som en kaproer. Hun tænker at hans ben er en fiskestime, der med livlige haler pisker afsted, og hans over­krop er en mand i en robåd, som er på vej til arbejde, flygtende fra de vilde fisk under ham. Og han stirrer frem for sig, tænker hun, fordi han tror at hvis fiskene fanger ham vil han komme for sent på arbejde. Hun synes manden ser så sjov ud og begynder at grine, helt nede fra maven under den lyserøde skjorte og op over viskose-tørklæ­det og ud mellem de rene hvide tænder. Latter­krampen knækker hendes hals bagud og vender det hvideste ud af hendes øjne.
Hun falder ud af vinduet, og faderen, der står i nåle­stri­bet pyjamas på græsplænen nedenfor vinduet, griber hende og siger:
- God­morgen.



KVADRATER

På hjørnet af et multinationalt byggeri, finder kvinden det kreolske kridtstykke, og tegner kvadrater på sin billigt skinnende håndtaske. En førerløs lastbil stopper foran kvinden. Lastlågen smækker ned i asfalten og kroniske puddelhunde vælter ud. Hundene vimser rundt mellem hinanden, løfter ben op ad et multinationalt byggeri og fylder kvarteret med pjattede bjæf.
Legesygt hopper puddelhundene op ad kvinden og napper efter hendes kantede håndbevægelser. Kvinden får et udfald af hysterisk anfald. Hun slår om sig med sin kvadrat-optegnede håndtaske. Hundene bliver endnu mere ivrige og snapper i hende indtil de får fat i den skinnende taske.
De kroniske køtere flænser de kreolske kvadrater i stumper og stykker under hidsige hyl. Kvinden får et indfald af knust kunstnersind og kaster sig stortudende gennem det fråden­de hundehav og ind i elevatoren på et multinationalt byggeri.
Med ét sætter den førerløse lastbil i gang igen og kører konsekvent i cirkler over det skummende hundehav. De skrøbelige hundeskeletter kvaser højlydt under tromlende dobbeltdæk.
Med et lettelsens suk fra toppen lader kvinden fjernbe­tjeningen glide ud over kanten og ned på hjørnet af et multi­nationalt byggeri.



TOILETTE

En lille mand med fedtet hår og slidte cowboybukser buldrer op ad trappen med to fulde ølflasker i hånden. Han åbner døren til sin et-værelses, og lukker døren efter sig med et brag. Han står stille et øjeblik i den lille entré og tager så tre skridt ind i lejligheden. Fra midten af stuen råber han:
- Hvem skal have tæsk her?
Den ene ølflaske stiller han fra sig med et knald, åbner den anden med en rød plasticlighter og sluger øllen i et drag. Højre hånd river bukserevnen fra hinanden, og han tømmer sig tordnende ned i toilettet.
Han mumler noget om små hjerners alt for store kroppe, og trækker i cisterne-snoren. Tolv liter vand brøler ned gennem et rør. Han kigger distræt ud gennem dørspionen, hvor trappen står og går, op og ned. En bevægelse der ikke rykker ved en skid.
Han tømmer den anden øl i øverste kropskloak. Foran spejlet lader han en hånd glide gennem håret og kaster hovedet tilbage.
- Dig skal vi sgu nok få ordnet, siger han, og flår døren op.
Trappen dundrer i nedadgående retning.



JETLAG

Kufferten er pakket, ligger klar på sengen. Han kigger på klokken. Trækker en ekstra T-shirt over hovedet, og klør sig i nakken. Det ringer på døren, han tænder for radioen, "Beebabe­lule", lyder det og
- Trallalej, nynner han.
Fisken i akvariet glor stribet ud på ham, og på fly-toilettet ser han tato­veringer af skildpadder i tandkødet.
Døren ringer igen, han åbner kufferten, tager tuben med tandpasta, klemmer den ud på akvarie-glasset og børster fiskens blik til med skum.
Sengen rejser sig, åbner døren, og et korps af kufferter strømmer ind og slukker for radioen.
- Nu er det tid, siger han, og vifter med billetten.



INDUSTRIFERIE (MED TIDSLOMME)

En række blåklædte mennesker følger hinandens spor over en bjergkæde. Den forreste løfter armen i en standsende gestus.

De blå mennesker står stille, i en tid.

Den bagerste rør en lillefinger. De vender om­.



UDSIGTSHAVE 1

Han står i midten af sit lyse loftsatelier og dypper fire farvefyldte pensler ned i et syltetøjsglas med vand. Hans ansigt er stort, rundt, med et kort veltrimmet og gråsprængt fuldskæg. Det skulderlange hår stritter tjavset i alle ret­ninger. Hans brune øjne, der som regel får folk til at tænke på milde dådyr, kigger undersøgende på det fire gange fire meter store lærred, som hænger udspændt mellem loft og gulv.
Han går et par skridt tilbage, og spurter for fuld kraft mod lærredet og hopper ind i maleriet.



UDSIGTSHAVE 2

Han kører ind på parkeringspladsen og placerer sin bil mellem to hvide streger. Han slukker motoren og hører de sidste nyheder over radioen. Vejrudsigten gentager han sagte for sig selv og åbner bildøren. I asfalten under karrosseriet ser han en mælke­bøtte stritte med sit gule hoved.
Resten af solskinsdagen sidder han på sit kontor og kigger ud på bilen.



KRYSTALLISEREDE ULDSOKKER

Lænestolen i mørkebrunt tweed er lejlighedens fixpunkt. Under stort krøllet hvidt hår strikker hun uldsokker til børnebørn og børn og svigerbørn. Børnebørnene kommer i første række, uden diskussion. Pindene gnider sig op og ned, og frem og tilbage i hendes hænder, og hun formfuldender den ene farvestrålende sok efter den anden. Ikke sjældent skaber hun detaljerede krystalmønstre på strikketøjets ankler, og gnækker synkront og godmodigt ud i stuen med bornholmerurets pendulslag. Klokken atten tredive tænder hun for fjernsynet og fortsætter uanfægtet strik­keriet til sidste program.
Sne drypper for første gang ned fra loftet, og dækker alle farver og mønstre til. Hun holder op med at strikke. Fra hvert af stuens hjørner kommer snemænd uden øjne imod hende. Øjeblik­ket før de smelter sammen om hende, maser hun sig ud af lejlig­heden. Rystet flakker hun om i natten, indtil morgensolens stråler giver hende styrken tilbage. Hun nikker aner­kendende til forbipas­serende, og fortæller et familie-relateret yngre par i jogging­tøj om sin oplevelse.
Hun indlægges på et hospital, hvor alt er hvidt. Stuen, sengen, tøjet og personalet. Hvidt.
Om natten tænder sygeplejerne et hvidt lys, og går igen.
Alt ånder fred, og snemændene kommer til hende. Denne gang kommer de fra alle sider: loftet, væggene, hjørnerne, gulvet, vinduerne, sengetøjet - og fra lyset på nat­bordet.
Næste morgen er stuen badet i isblomster.



TRYKSVÆRTE

Tidlig morgen. De undersøger porerne i huden og tæller avisens annoncerede drabstal sammen.
På en søjle, de har klistret på køleskabslågen, hæver de gårsdagens streger en tak.
De drikker kaffe og går hver til sit.
På nyhedsredaktioner skriver de om kriser og katastrofer, om krig, kaos og knust kærlighed.
De mødes efter deadline og elsker hvide lagener sorte.




DEN RØDE HÆR

Hærlederne i røde uniformer kommanderer gennem krystalkugler - oplyser fodregimenterne med ultraviolette lommelygter, de kæmper mod bambuskulturens udskud. Mester Jakel træder ind i teltet med informationer fra frontlinien:
- De andre har farve­kanoner og tredimensionale fodslag! Hærlederne kigger op fra krystalbordet, råber i kor:
- Det ved vi godt, så hvad gør vi!?.
- Gør jer klar til en total øvelse, beordrer Jakel bestemt.
- Først skal I forestille jer at I sidder hjemme i stuen, mørket har sænket sig, og det er lang tid siden I burde være gået i seng. I har netop lånt lillesøsters bamse, for at være sel­skabelig med, i det mindste, noget. I bliver lagt i seng af Far der slukker jeres kaninhat mellem de bare fingre, og I ønsker at mor ville mælke, bare en lille smule, munterhed på døren, der står på klem. Et stankelben flaprer rundt om den slukkede pære i loftet - I tænker fluesmækker. Døren går i med et brag, som selv­følgelig vækker lillesøster. Hun græder snot, hun vil trøstes, men I fryser, orker ikke at rejse jer fra sengen, da dynen er tung - og lillesøsteren i øvrigt ikke bør ligge med bamse hele sin opvækst. Derfor begynder I også at græde, først stille, så i små klemte piv - for så til sidst at brøle: NEJ DU FÅR IKKE BAMSEN, mens I banker benene ned i gulvet. Anisette kommer ind ad døren, og sammen går I til aftenens bal. Det er dejligt, I har det dejligt - verden er varm og I flyder med i tilværel­sens væren af kærlighed. Anisette er fantastisk at danse med, Rikke er fantastisk at danse med, Josefine er fantastisk at danse med, Klara er fantastisk at danse med, Henriette er vidunderlig at danse med, Roberta er vidunderlig at danse med, Kristina er vidunderlig at danse med, Robert er fantastisk at danse med, Kristian er fantastisk at danse med - I flyver med ballet fyldte af lykke - I vil elske - I gør kun det gode, og I er gode til det, og de er alle sammen ret lækre når I tænker over det.
- Så er vi færdige, siger Mester Jakel, beslut jer nu.
- Vi trækker os tilbage og erklærer kærlighed!, råber hærlederne i kor.
Et stankelben farer ind i den brændende loftspære og svinder ind til en forkullet prik på nethinden.



CASABLANCA

Jeg går ind på en bar med højt til loftet, hvor en lysekrone glimter i krystal og en kvinde med rød silkekjo­le står i den ene ende af baren. Hun nikker til mig, og siger:
- Sæt dig!
Jeg sætter mig ved klaveret, og hun synger tonerne jeg trykker frem. En buket nelliker på klaverets øverste kant nikker takten og en ruhåret ged med to hoveder stikker snuderne frem under min venstre arm og gumler syn­kront i mit slips.
I midten af rummet sidder en lille mand med rund hat og støvet jakke. Hans rustne tonløse stemme siger:
- Spil den igen!
- Jeg kender den ikke, siger jeg.
-Jo, du gør!, grynter han og tager en stor slurk af sit glas. I en og samme bevægelse rejser han sig, skubber stolen bagud, og går på sine lavstam­mede ben hen til mig. Kvinden smiler flyvende til mig fra sit cirkel­felt om lysekronen, og jeg spiller på erfarin­ger, jeg ikke anede at være i besiddelse af.
Manden med rusten stemme, står ved siden af mig, og trommer rytmisk enerverende med sine tykke fingrer på klaverkassens top, mens han nynner:
- Bevægelse er en matema­tisk umulighed.
Barten­deren råber:
- Nu lukker bik­sen, og fylder fire glas til randen med gæret malt­saft. Jeg drikker kvinden, den lavstam­mede mand og barten­deren ud.
Jeg drikker ud. Jeg drikker ud. Jeg drikker ud.



TURISTENS SKIND

En turist sidder i sit ømme skind og nyder en iskold lokal øl.
Langs den palmestrøede strand går to piger. De kigger efter smukke sten og finder en krabbe. Turisten tager et billede.
Pigerne samler kokos­skaller op og kaster dem mod krabbens skjold, der giver efter og knuses.
Turisten pakker sit kamera sammen. Pigerne går videre langs stran­den.
Under de lange palmeblades skygger flyder krabbe- og kokoskød sammen i havets skum­kæft.



PURLØG

På det optrævlede linoliumsbord ligger et mørnet brædt med gulligt glinsende spækklumper. En brødkniv tærer ned i en klump bearnaise-sauce. Mellem mugmøn­strede kopper og gryder myldre behårede biller op fra køkken­vasken. Spor af bare tæer i grå leverpostej stræk­ker sig i slim over gulvet, og ender ved hoved­døren, som han lukker bag sig, med en rungende lyd i opgangen.
I kolonihaven, mellem små planter og flagstænger, smækker han fødderne op på frokostbordet­, og strækker sin krop. En lugt af purløg sakser i luften.



GUDHJEM

Solen skinner over Gudhjem, det er sommer, den lille dreng ligger i barnevognen, og skriger. En mor vugger. Vognen rejser sig, gaber ud over Østersø­en, der er mange alger i dag. Solen skinner. En fisker tæller skæl, lapper huller i net, og kvinden begynder at fryse. Hun har ventet længe på at blive mor, og står nu med et lille barn, en traktor. Ned ad Solbakken i Gudhjem. En fisker falder, dreng hopper op, kvinde, vognen skriger. Solen skinner. Barnepige blotter bryst. Mørkt/hvidt. Solen skinner. Den lille dreng. En traktor. Pløjer fisker ned. Gudhjem. Ud over Østersøen. Solen skriger. Solen.



HR. A

Hr. A går fra værtshuset VIN & GLADE DAGE og ind på værts­huset ØLSTRUBEN.

Tyve år senere går Hr. B fra værtshuset ØLSTRUBEN og ind på værtshuset VIN & GLADE DAGE.
- Vin, siger han og smiler.
- Øl, grynter Bartenderen, og skænker et stort glas øl op og rækker over baren.
Han drikker ud, og klinger et rundt:
- Vin
- Øl, bruser Bartenderen.
- Vin, klukker han.
- Øl, øl og atter øl, skummer Bartenderen.

Hr. C går fra værtshuset VIN & GLADE DAGE og ind på værtshuset ØLSTRUBEN.
Her drikker han Dus med EnkeFru G A Pommern T
Yve år senere går Hr. Hvem som helst ud af Hr. A



DEN FARVELØSE HUND

Lilla billede, i en grå ramme. Jeg hængte det op i går. Lilla landskab, det er fortid nu, en fortid der hænger på min væg, i en grå ramme. Land­skabet kender jeg, jeg har været der tit. Spist mor­genmad, drukket juice - solorange juice fra en karton med appelsiner på. I græsset sad vi, det meste af familien. Spiste. Så på hinanden og spiste, snakkede lidt, og mærkede luften over morgenengen gøre os klare i hovederne. Et par ænder vraltede som regel rundt i den anden ende af landskabet. Det lilla bil­lede er uden væsener. Uden levende væsener. En lille rød-brun klat i højre hjørne kunne godt ligne en død fugl, eller hund. Der løb altid en hund, rundt. Den kom fra ingen steder, præcis som vi satte os, kom den. Kom helt tæt gjorde den aldrig. Luntede rundt i kanten, som katten om den varme grød, vibrerede med næseborene, snuste ind, og så videre. Lige indtil det øjeblik. Da vi ikke længere spiste og drak juice, men i stedet begyndte at gå rundt i landskabet. Nogle af os legede, fjantede, spillede bold, fiskede haletudser op i gennemsigtige syltetøjsglas. De andre gik bare rundt, eller satte sig et andet sted og snakkede, røg cerutter, eller sang. Der var vist altid nogen som sang.
Hunden styrtede ind over morgenengens madbord og guffede i sig. Indtil råbene piskede som grene ned over dens pjuskede ryg. På en måde har jeg altid haft ondt af den. Hunden. Alene og sulten. Jeg tror også at landskabet så anderledes ud for hunden. Den var på herrens far­veløse mark, så kun sort og hvidt. Det lilla landskab var vores. Alene sulten gjorde hunden fra­værende. Farveløs. Den lille rød-brune klat i højre hjørne kunne godt være en hund.
Min stue er forbav­sende pæn, i betragtning af at det er dagen derpå.



Læs mere af Alan Hammerlund:
www.mango29.blogspot.com
www.flugtbar.blogspot.com
www.sydhavnen.blogspot.com
og
www.flamencoflames.blogspot.com